I

Under tykke bladhangs dække,

Hvor fine fnug sner fra stjernerne,

Sagte stemmer forkynder deres sorger,

Fabledyr fra de brune  sprækker

Spyr stråler i marmorbassinerne,

Hvorfra de små bække iler klagende:

Kommer kerter og antænder krattet,

Hvide former deler vandet.

II

Lunde i dette paradis

Veksler med blomsterenge

Haller, broget bemalede fliser.

Slanke storke-snabler kruser

Damme, som fisk får til at changere,

Rækker af fugle i mat skær

Slår triller på skifer-tagrygge

Og de gyldne siv suser -

Dog min drøm forfølger kun ét.

III

Som en uerfaren trådte jeg ind i din nærhed

Ingen måben var førhen i mit ansigt,

Intet ønske var vakt, før jeg så dig.

Se til de unge foldede hænder med gunst

Vælg mig til den, der tjener dig

Og beskyt med forbarmende tålmodighed

Dén, der endnu snubler på så fremmede stier.

IV

Først da mine læber er ubevægelige og brænder,

Går det op for mig, hvorhen min fod bevæger sig:

I andre herrers prægtige domæne.

Stadig var det måske muligt at løsrive mig,

Da forekom det, som om gennem høje gitterstave

Blikket, for hvilket jeg uafladelig knæler,

Spørgende søgte mig, eller gav mig tegn.

V

Sig mig på hvilken sti

Hun i dag træder –

Så jeg fra den rigeste kiste

Kan hente sart silkevæv,

Plukke roser og violer,

Så jeg kan udbrede min kind,

Taburet under hendes såler

VI

Al gerning er jeg fremdeles død overfor.

At kalde dig nær i tanken,

At udspinde ny samtale med dig,

Tjeneste og løn, tilladelse og forbud,

Fremmest er kun denne nød

Og gråd, over at billederne,

Der trives i skønt mørke, altid flyr –

Når den kolde klare morgen truer.

VII

Angst og håb plager mig skiftende,

Mine ord læner sig ind i suk,

Så heftige følelser trænger mig,

At jeg ikke bryder mig om hvile og søvn,

At mit leje flyder i tårer,

At jeg viser enhver glæde fra mig,

At jeg ikke begærer nogen vens trøst.

VIII

Hvis jeg ikke berører dit legeme i dag,

Vil min sjæls tråde sønderrives

Som for hårdt udspændte sener.

Kærlighedstegn bliver sørgeflor

For mig, som lider, siden jeg blev din.

Døm, om jeg har fortjent sådan kval?

Overøs mig, den feberhede, med kølighed,

Som vaklende udenfor læner sig.

IX

Streng er os lykken og skrøbelig,

Hvad formår et kort kys?

En regndråbes dryp

I det sviende, blege øde,

Som sluger det uden nydelse,

Må være ny vederkvægelse foruden,

Og må springe af ny glød.

X

Det smukke bed betragter jeg i spændt venten,

Det er omgærdet af purpursorte torne,

Fra det rager kalke med plettede sporer op,

Og bevingede, nejende (bøjede) ungtyre,

Og (en plante), vandgrøn og rund

Og i midten klokker, hvide og milde –

Hendes fugtige mund ånder et åndedrag

Som sød frugt fra himmelske egne.

XI

Da vi bag de blomsterbegroede porte

Endelig sansede kun hinandens åndedrag,

Var det tænkte (opdigtede) saligheder?

Jeg husker, at vi som svage siv

Begge stumt begyndte at skælve

Når vi blot stille rørte på os

Og at vore øjne randt –

Sådan forblev du længe ved min side.

XII

Da i hellig ro i dybe enge

Om vor søvn vore hænder smyger sig,

Lindrer tilbedelse vore legemers brand:

Tænk da ikke på de uformelige skygger,

Som vugger frem og tilbage på muren,

Ikke på vægteren, der hurtigt kan skille os,

Og ikke på, at det hvide sand foran byen

Er beredt at drikke vores varme blod.

XIII

Du læner dig mod en sølvpil

Ved bredden, med viftens stive kniplinger

Skærmer du hovedet som med lyn

Og fingererer, som om du legede, dit smykke.

Jeg er i båden – iagttagende løvhanget –

I hvilken jeg forgæves bød dig at stige ned…

Jeg ser pilene, der bøjer sig dybere

Og blomster, der flyder, strøet i vandet.

XIV

Tal ikke altid

Om løvet,

Røvet af vinden,

Om knuste

Modne kvæder,

Om skridtene

Af ødelæggeren

Sent på året.

Om guldsmedenes

Sitren

I uvejret

Og om lysene,

Hvis flimmer er

Omskifteligt.

XV

Vi befolkede de aften-dystre

Pavillioner, lyse templer, sti og bed

Glade – hun med smil, jeg med skælven –

Nu er det vist, at hun går for altid.

Høje blomster blegner eller brækker,

Dammens glas blegner og brydes

Og jeg træder forkert i det rådne græs,

Palmer stikker med de spidse fingre.

Mørnede blades hvislende vrimmel

Jager rykvis usynlige hænder

Derude rundt om Edens gustne vægge.

Natten er overskyet og kvalm.