Sindet som have

                      De hængende haver i Babylon var ifølge myten et af verdens syv vidundere, et paradisisk, frodigt og fremmedartet sted, nu for længst forvitret og visnet bort som verden af igår.

                      Det er ikke tilfældigt at den tyske digter Stefan George valgte dette sagnomspundne sted som titel og udgangspunkt for sin digtsamling ”Das Buch der hängenden Gärten”. George var en ener og esoteriker; stærkt inspireret af den franske symbolisme skrev han i sin ungdom digte gennemsyret af tragisk kærlighed, dødslængsel og med naturen som tilflugtssted, ofte sat i arkaiske omgivelser: antikken, middelalderen eller som her Mesopotamien 600 år f.kr. Men George bruger ikke sin location særlig konkret i denne historie om et forlist kærlighedsforhold, det er tværtimod det mytologiske og forgængelige der kaster skygger og forplumrer realplanet, men derved opnås en anden og måske mere sand virkelighed, den anelsesfulde, sureelle, sansede, den mosaik af sansninger, der udgør digter-jeget. De hængende haver tranformeres til et indre landskab, et sindsbillede med alle dets afkroge og blindgyder og med drifterne som selve gro-kraften der vokser udover alt og sprænger rammerne. Haven som et billede på sindet er i virkeligheden en meget præcis foregribelse af det som Freud omkring 1900 og frem beskrev i sin psykoanalyse: det ubevidste eller underjeget i stadig vekselvirkning med jeg’et og overjeg’et, drifterne kultiveret af de samfundsnormer og personlige relationer man omgives af og er i samspil med.

                      Meget typisk for perioden er Georges have ukontrollerbar og subtropisk, drifterne raser umætteligt i drivhusvarmen, jo mindre vi ved og hører om kærlighedsobjektet, jo mere forvokset og klaustrofobisk virker den unge mands besættelse. Haven vokser vildt og da digter-jeg’et endelig erkender sit kærlighedstab rykker efteråret ind, bladrankerne visner, alting rådner og tilbage er kun den dybt desorienterede, forstyrrede unge mand, ubeskyttet og usikker, snublende i de rådne blade, alene i den overskyede, lumre nat.

                      Georges højspændte, til vanvid grænsende lidenskabelige tekstunivers tiltalte Arnold Schönberg (1874-1951) Med en fod i senromantikken var han i 1908 parat til at søge nye veje; den klassiske funktionsharmonik føltes udslidt og tam, og med sangcyklussen ”das Buch der hängenden Gärten” (1908-1909) tog han for første gang skridtet ind i den atonale musik og det, der senere skulle udvikle sig til tolvtoneteknikken. Ved uropførelsen af værket i 1910 udtalte Schönberg at han med denne musik ”som nyt udtryks- og formideal… gennembryder alle skranker i en forgangen æstetik”. Men på trods af alle de nye kompositionsidealer og Schönbergs eget manifest om ”ikke at søge skønheden, men sandheden” er ”das Buch der hängenden Gärten” usandsynligt smuk musik, højstemt sanselig, ekspressiv og kongenialt meddigtende; til S. Georges ordranker føjes Schönbergs vildtvoksende klanghaver, hvor hvert vindpust fortæller om fremmede verdner.

På de tilgroede stier – Adgang kun på eget ansvar!

                      Også i forbindelse med den tjekkiske komponist Leos Janáceks (1854-1928) musik giver billedet af sindet som uigennemtrængelig natur mening. Med sin baggrund i og store interesse for sit lands folkemusik og sprog bliver hans musik ofte anset for at være folkloristisk, farverig, men uden større betydning musikhistorisk set. Ikke desto mindre er især hans klavermusik med dens egenartethed, afgrunde af følelser og nådesløse insisteren et påfaldende moderne musikalsk udtryk med en særegen påtrængende individualitet.

                      Janácek var allerede slået ind på naturmetaforikken med sin klaversuite ”Auf verwachsenem Pfade” (På en tilgroet sti) fra 1901-1911. Det er uheldssvanger musik, der trods sine tilsyneladende naive titler efterlader tilhøreren med en følelse af at være trådt ind i en drøm og ikke kunne komme ud igen.

                      Endnu mere radikal er ”Im Nebel” (I tågen) fra 1912. Denne suite består af fire unavngivne satser, der i følelsesstyrke og radikalitet ikke lader Schönberg noget efter, dog på sine helt egne præmisser. Fra det nærmest sentimentalt smukke styrter musikken sig ud i vanvittige raserianfald eller stopper stammende op og glemmer alt andet for en lille stump af et tema, der gentages i en uendelighed i håbet om at den må give mening til sidst. Nogle gange damper musikken mystisk og lokkende som mosekonens bryg, og andre gange er tågen så tæt at den minder om et mareridt hvor alt det værste sker og ingen river bindet fra øjnene på os. Im Nebel er en heftig rejse ned i underbevidstheden, følg med hvis du tør!