Claudio Monteverdi
Madrigaler om Krig og Kærlighed – ottende madrigalbog.
1638
Æstetisk koncept
Af Luise Kloos
Monteverdi tilegnede sin ottende madrigalbog, Madrigaler om Krig og Kærlighed, til Ferdinand III. På den tid madrigalerne blev komponeret, var det Habsburgske imperium på sin magts højde. Ferdinand III blev født i Graz i 1608 og døde i Wien i 1657. Han var ærkehertug af Østrig, kejser af det Tysk-romerske rige, samt konge af Ungarn, Kroatien og Böhmen. Man har beskrevet ham som en stor, smuk mand, from og en beskytter af kunst og videnskab. Han var ligeledes komponist.
I 1618 da Ferdinand III blot var ti år, brød trediveårskrigen ud. Det var en religionskrig – mellem støtter af reformationen på den ene side og modreformationen på den anden – og omfattede det meste af Europa. Habsburgerne kæmpede på side med spanierne, tyskerne og Vatikanet, på den anden side var Frankrig, Holland, Sverige og Danmark. Da franske tropper sluttede sig til svenskerne og vandt et slag nær Wien, blev Ferdinand tvunget til at indgå våbenhvile i 1643. En endelig fredsslutning blev underskrevet i 1648.
Reformationen var ikke kun en kamp for kirkens fornyelse, men blev også et vendepunkt i Europas historie. Den socialpolitiske udvikling den medførte, førte i sidste ende til religionsfrihed og adskillelsen af kirke og stat. Således blev grunden lagt for det moderne samfund.
Der skete også en økonomisk forandring, der førte til bankvæsnets opblomstring, Mediciernes, Fuggernes og andre familiedynastiers stigende magt, men også til en øget forarmelse af landbefolkningerne der førte til sociale spændinger og bondeoprør. Epidemiske sygdomme spredte sig over hele Europa.
Senrenæssancen var præget af forandring. Den tidlige renæssances harmoniske og afbalancerede kompositioner forsvandt, og mærkværdige, overlæssede, affekterede og spændingsfyldte udtryksformer blev udbredt. Allegoriske skildringer kunne kun forstås af et oplyst aristokrati, og kun lyttere med forhåndsviden kunne opfatte spidsfindighederne. Manierismen fødtes.
På den tid skrev Monteverdi sine madrigaler. Hans musik fascinerer mig med dens struktur i lag på lag. Lydenes karakter er fuldstændig overrumplende, de hurtige noder udtrykker indre spænding, rystelser og tumult. Jeg finder Monteverdis sammenstilling af tekst og musik, hvori han udtrykker disse følelser – stærkt eksperimentel. Teksten er inddelt i uafhængige afsnit der skaber kontrast ved at bevæge sig fra vild til rolig og fra rolig til vild. I nogle passager tillader han sangerne den rytmiske frihed ”at lade sangen udvikle sig i forhold, ikke til taktarten, men til deres indre følelsesmæssige tilstand”.
Det lykkedes Monteverdi at omskabe menneskelig rørelse til musik. De forskellige følelser man finder i kærlighedens trådeværk, udtrykker han i et kunstfærdigt samspil mellem tekst og musik. Det interessante her er ikke, som i en opera, et begivenhedsforløb fra start til slut, men snarere de skiftende følelser, som bliver udtrykt på dramatisk, kryptisk, mystisk, tvetydig og overraskende vis.
Menneskesjælens drama udtrykkes gennem en inderligt kompleks gensidig afhængighed mellem tekst og musik der overrasker endnu i dag.
Gennem et dybtgående arbejde med de udvalgte madrigaler og forestilingens medarbejdere, ser jeg disse sange for mig som særskilte rum i sjælens opbygning.
Ved brug af korte videoer af bevægelige og computerbehandlede fotos af natur, bygninger, ansigter, strukturer m.v., er det muligt at skabe stemninger der har en stærk virkning på de underbevidste følelser. Disse billeder kan projiceres på glasfiber-dekorationen, og således dække hele rummet eller dele af det.
Musikernes samspil med rummet og lysvirkningerne (videoen) udgør forestillingens grundlæggende æstetik. Sangerne på scenen er ikke kun til stede som stemmer, men er også hele tiden synlige, og de strukturerer således hele forestillingen på linje med rummets visuelle elementer. Som karakterer fortæller de ikke en historie som i en opera, men de rummer forskelligartede, ofte skjulte, indre følelsesmæssige verdener. Følgelig vil jeg sammen med dem udarbejde enkle og klare bevægelsesmønstre, der til stadighed forbliver i samtale med hinanden, med rummet, med lydene, med billederne og med teksten. I dette arbejde observerer jeg nøje hver enkelt medvirkendes individuelle udtrykskraft. Således er det vigtigt for mig at se hvordan fx den enkelte går eller bevæger hovedet, og hvilke bevægelsesmæssige kvaliteter hver enkelt menneske har. Ud fra disse kvaliteter tager madrigalernes karakter form, når de udtrykker smerte, tvetydighed, hævn, vrede, begær eller kærlighed til verden på udfarende, længselsfuld, tryglende, begærlig eller anden vis.
I scener med så mange lag er det reduktionen der giver plads til spændingerne, rystelserne og alle de andre følelser. Med andre ord er jeg ikke ude efter illustrative bevægelser for at give udtryk for bestemte følelser; det er samspillet mellem musik, bevægelse, billede og rum der på abstrakt vis skaber en særlig følelsesmæssig atmosfære.
Således kan en lille, hurtig bevægelse i fx en arm eller et hoved opnå særlig betydning, hvis resten af kroppen er stille.
Men ikke alle elementer er hele tiden lige vigtige i forestillingen. Snarere beror dette udelukkende på musikken. Der vil være tidspunkter hvor musikken tiltrækker sig mere opmærksomhed end det visuelle. Monteverdi brugte kontrasterne som et middel til at skabe balance, og dette princip kan også opnås af de forskellige virkemidler i deres samspil. Madrigalsamlingen bæres oppe af et spind af umulig ligevægt. Teatralske elementer dukker op i, og forsvinder i det samme fra tilskuerens/-hørerens opærksomhed.
Det bevægelige – men også lydløse – videobillede og arrangementet i den rumlige dimension vil løfte dramaet, spændingen og musikkens umiddelbarhed op, og kommer til at forvandle publikum til aktive deltagere.